Er anerkendelse en religion?

Ja det er det – måske. På Wikipedia kan du finde følgende forklaring på, hvad en religion er:

En religion er et sæt af overbevisninger, som beskæftiger sig med universets formål, natur og årsager – især når der er en overnaturlig kraft, der har skabt dette univers. Det indebærer ofte en hengivelse til denne kraft og rituelle handlinger, som ofte indeholder en moralsk kode, som styrer vores måde at håndtere vores sociale samspil på.

Den overnaturlige kraft beskrives på bedste vis i Johannes-evangeliets begyndelse:

“I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

Dette var i Begyndelsen hos Gud.

Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er.

I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys.

Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke.”

Ordet er tydeligt den overnaturlige kraft, der skaber universet. Ordet er sproget og brugen af sproget i alle afskygninger. Anerkendelse er en måde at bruge sproget på, som gør det muligt for at skabe bedre livsvilkår for alle mennesker – på samme tid! Det er gennem anerkendelse, du skaber gode selv-billeder hos andre. De er vigtige for dem, men de er lige så vigtige for dig. Du har brug for gode personlige relationer til folk, du er afhængig af. De vigtigste byggesten i alle sociale verdener er meningsfyldte aktiviteter, båret af mennesker, der tør gøre en forskel for sig selv og andre, fordi de har gode personlige relationer. Det sker gennem de historier, som vi skaber om os selv og hinanden.

Den moralske kode er altså at skabe bedre livsvilkår sammen. Formålet med livet er så at give den enkelte mulighed for at gøre en forskel for sig selv og andre ved at bidrage konstruktivt til de fællesskaber, som de deltager i. Overbevisningen er, at det kan lade sig gøre i praksis ved at bruge sprogets skaberkraft til fælles bedste. Med store ord er det menneskehedens fremtid, vi er samlet om at gøre bedre. Vi kan alle yde vores lille bidrag. Det er det lille lys, som tændes i vores samtaler. Det er det, der giver liv til menneskenes liv. Det er det, de kan hengive sig til. Hvis de selv får lov til at være med til at præge denne fremtid.

De rituelle handlinger er at vise anerkendelsen af andres tilstedeværelse og bidrag til fællesskabet. Hver eneste handling, hvor anerkendelsen af andres og egen indsats er mulig, kan bruges til at tænde og vedligeholde livets lys. Hvis du gør det, så begynder tingene næsten at gro af sig selv. Jo flere handlinger, du kan bygge anerkendelse ind i. Jo mere breder det sig.

Valget er dit. Ifølge Johannes-evangeliet behøver Gud ikke længere være hos os hele tiden. Han har nemlig givet sprogets skaberkraft videre til os. Nu er det så op til os at lære at bruge det, så livets lys kan skinne i øjnene på os alle. Det er måske det, der er hemmeligheden i en god religion.