Anerkendende socialpsykiatri

Social psykiatri er et godt sted at bruge anerkendende ledelse, læring og samarbejde. Formålet med social psykiatri er, at give den sindslidende støtte til at få en normal tilværelse tilbage i det omfang det er muligt. Et slogan er: Fra sygehus til eget hjem.

Sindslidelser er kendetegnet ved, at mennesker med en sindslidelse svinger mellem forskellige tilstande. Det er nok bedst kendt fra betegnelsen manio-depressiv, hvor et menneske svinger fra at være manisk til at være depressiv. Det ligner et barn, der glæder sig alt for meget til jul, fordi hun regner med at få sit allerstørste ønske opfyldt til den store skuffelse, som breder sig, når hun får noget helt andet. Det er altså noget vi alle sammen gør. Sindslidende kan bare ikke altid selv styre deres tilstand.

Anerkendelse kan bruges både til at vurdere, hvordan en person kan hjælpes med at finde den tilstand, som de helst vil være i og hvordan de selv eller med hjælp kan få så meget styr på deres svingninger som muligt.

Jeg har i mange år gjort det i forbindelse med introduktion af nye medarbejdere i psykiatrien i Ringkøbing Amt. Lad mig starte med et par historier, som jeg har været med til at skabe på disse kurser.

“Sonja er beboer på en institution. Hver gang hun får sine penge udbetalt, går hun over i kiosken og spiller lotto og køber cigaretter. I løbet af ugen går hun derover igen og køber cigaretter indtil hun ikke længere har penge nok til en hel pakke cigaretter. Så begynder hun at gå rundt på institutionen og købe cigaretter af de andre. En gang i mellem slipper pengene op og så sælger hun nogle af sine gendele for at få cigaretter.”

Sonja har en datter og en søn. Dem drømmer hun om at komme på ferie med, så hun går over i kiosken for at spille lotto, hver gang hun får sine penge udbetalt. Hun har tidligere selv haft en lille kiosk, så hun bruger sine erfaringer med at handle som sin særlige måde at have velfungerende sociale relationer til andre. Dem bruger hun også internt på institutionen, når hun opsøger de andre beboere for at ryge sammen med dem eller købe cigaretter af dem. Rygere – som der er mange af i psykiatrien – har jo mange små spil, som gør det muligt for dem at spille sammen socialt. Sonja hjælper også tit de andre beboere, når de skal ud og handle. Det er jo en af hendes største kompetencer.”

“Peter er uddannet læge. Han er domsanbragt på en institution i Vestjylland, fordi han udskrev for meget medicin til sig selv. Han har sat et skilt på sin dør: Konsultation mellem kl. 14 og 16. Han stikker jævnligt af til København. Så må vi efterlyse ham hos politiet og få dem til at hente ham.

Peter har to brødre i København, som han har et godt forhold til, så dem vil han gerne besøge, når han har lyst. I dag stikker han af, men måske kunne vi finde en institution i nærheden af København, så hans brødre lettere kunne besøge ham. De synes jo heller ikke det er sjovt at få besøg af politiet, når de skal hente Peter tilbage til institutionen. Desuden ville det spare politiet og institutionen mange hundrede tusind kroner om året.”

“Astrid er senildement. Hun bliver tit voldelig, når vi beder hende om at hjælpe til. Hun har svært ved at klare sig, når hun deltager i sociale aktiviteter uden for institutionen.

Astrid er altid glad for at hjælpe til i køkkenet, når vi laver mad. Hvis vi giver hende små opgaver, som hun kan overskue, som f.eks. at skrælle kartofler, så er hun meget tilfreds. Når vi tager med hende ud i byen til forskellige arrangementer kan hun sagtens deltage på lige fod med mange af de andre deltagere. Hun har brug for, at der er en der tager med, så hun har en hun er tryg ved, når hun ikke helt kan overskue det selv.

Jeg har indsamlet disse tre historier fra nogle små interview, jeg har lavet med medarbejdere, som alle kender den person, vi har talt om. De tre historier er min udgave af medarbejdernes historier om denne person – før interviewet og efter. Personens adfærd er slet ikke ændret. Medarbejderne har bare anerkendt personens ressourcer og udviklingsmuligheder.

I interviewene beder jeg deltagerne vælge en person, som mange af dem kender. Jeg beder tre af dem, der kender vedkommende om at deltage i et anerkendende interview. Så spørger jeg dem om:

• Prøv at give nogle konkrete eksempler på, hvornår Sonjas hverdag fungerer allerbedst?
  • Hvad gør hun selv?
  • Hvad gør andre?
  • Hvad er det for omstændigheder i eksemplerne som gør det muligt for hende at have disse gode oplevelser?
  • Hvilke ideer har I til, hvordan Sonjas hverdag kunne gøres endnu bedre?

Jeg lavede dette interview første gang sammen med Ørbæklund i Brande-Ikast Kommune. Det blev til et syvårigt samarbejde, hvor de blev rigtigt dygtige til anerkendende social psykiatri. Et af deres første initiativer var at henvende sig til de sygehusafdelinger, som de fik deres beboere fra. Patienternes og dermed Ørbæklunds oplevelser af ovegangen fra en sygehusafdeling til Ørbæklund var nemlig ofte temmelig problematiske. Ørbæklund fik en aftale med sygehusafdelingerne om, at patienter, der skulle flytte ind på Ørbæklund for første gang, skulle møde en af Ørbæklunds medarbejdere allerede på sygehuset, så det var en kendt person, som fulgte dem til deres nye “hjem”. Senere begyndte sygehuset også at sende en af deres medarbejdere med for at gøre oplevelsen endnu bedre for patienterne. Samtidig blevet samarbejdet mellem sygehusafdelingerne og Ørbæklund styrket. Det var sikkert også en god investering for samfundet. Det nedbragte nemlig behovet for genindlæggelser.

Med anerkendende psykiatri kan der arbejdes meget med den sociale side af de særlige udfordringer, som sindslidende har. En af de store udfordringer ligger i den forståelse af psykiatriske lidelser som den sindslidende og personerne omkring dem har.

Her er et par eksempler:

“Hans er skizofren. Han hører stemmer. Og stemmerne er så onde ved ham, at vi ikke kan gøre noget – andet end at være der – for ham.

Jamen vi havde da besøg fra Holland i sidste uge. De fortalte os, hvordan man kan arbejde med at hjælpe skizofrene med at fjerne stemmerne fra dem eller mindske deres indflydelse på beboeren liv og sindstilstand.”

“Jette kan ikke kende forskel på sin sindslidelse og bivirkningerne af medicinen. Så jeg (pædagogmedhjælper) bad hende om at skrive ned, hvornår hun tog sin medicin og hvor meget. Så bad jeg hende om at beskrive hvordan hun havde det ved hjælp af Smileys. Tre glde Smileys når hun havde det rigtigt godt og tre sure Smileys når hun havde det rigtig skidt.

Så satte vi os ned med Lægemiddelhåndbogen og så på bivirkningerne af de forskellige former for medicin hun havde taget.

Det må du da ikke! Du er jo ikke læge!”

Jeg gik engang så vidt, at jeg lod hele ledergruppen socialpsykiatrien i det gamle Fyns Amts skabe visioner for fremtidens socialpsykiatri, mens de lod som om de selv var sindslidende. Det var en tankevækkende oplevelse.

Det lignede slet ikke mine oplevelser på en bruger-konference, som socialministeriet og sundhedsministeriet arrangerede om socialpsykiatrien:

• De lægelige forskere sagde: “Vi har behandlingsoptimisme – der er ny medicin på vej.”
• Den sociale evalueringsekspert sagde: “Ambitionsniveauet er ikke ret højt.”
• Terapeuter med nye behandlingstilbud: “Vi bliver brugt for lidt og der er ikke tilskud til vores tilbud.”
• Patienterne sagde: “Vi kan ikke få f.eks. medicinfri behandling, selv om vi ønsker det.”, “Vi skal lære psykiatriens sprog for overhovedet at få det, vi har brug for.” og “Vi kan ikke få tilbuddet, når vi har mest brug for det – uden for lukketid.”
• Forældrene sagde: “Det er meget svært for os at få den hjælp vi har brug for til vores børn.”
• En praktiserende speciallæge i psykiatri sluttede med at sige: “Der er slet ingen, der har nævnt os, selv om det er os der har den direkte lægelige kontakt til patienterne, det meste af tiden.”
• Ministrene var der for at lytte. Du kan finde referatet på ….

Det viser, at der er en meget stort behov for en bedre dialog mellem de mange parter med udgangspunkt i en gensidig anerkendelse.

Anerkendelse er nemlig også en slags sindslidelse. Jeg havde en gang fået lov til at arbejde anerkendende med 6 brugerlærere i Århus Amt, som skulle hjælpe os med at finde ud af, hvordan vi kunne lave en bedre brugerinddragelse. (En brugerlærer er en person, som har en anerkendt sindslidelse (de får pension), som hjælper medarbejdere med at forstå, hvordan det er at være sindslidende.

De skulle have en rygepause. Efter et kvarters tid begyndte jeg at undre mig over, hvor de blev af, så jeg gik ud i rygelokalet. De var midt i en etisk diskussion om man kunne tillade sig at arbejde med anerkendelse sammen med rigtige sindslidende. De oplevede nemlig, at det var fuldstændig som at have en psykose. Det giver måske et godt indtryk af, hvad anerkendende ledelse, læring og pædagogik kan gøre og hvordan det virker.

Om man så kan sige, at man var sindssyg i gerningsøjeblikket, ved vi endnu ikke. Domstolene har ikke udtalt sig om sagen.