Den nærmeste udviklingszone i anerkendende belysning

Den nærmeste udviklingszone er et populært redskab i læreprocesser. Det er også meget anvendeligt i anerkendende praksis. Lad os lige kigge nærmere på ideen.

I midten har vi tryghedszonen, hvor vi ikke lærer noget nyt, fordi vi allerede kan det, der kræves for at være kompetent. Det er først når vi vælger at prøve noget nyt, vi har mulighed for at lære endnu mere. Den nærmeste udviklingszone er helt inde ved tryghedszonen, mens utryghedszonen udfordrer os så meget, at vi ikke føler os trygge ved at skulle lære det. Denne model står imidlertid ikke alene. Den hører sammen med en læringsstige. Det kunne f.eks. være denne udgave af Dreyfus og Dreyfus’s kompetenceniveauer:

• Nybegynder
• Øvet begynder
• Udøver
• Trænet udøver
• Ekspert
• Virtuos
• Maestro

Anerkendelse arbejder med at synliggøre stigen og de næste trin på stigen samtidigt. Det betyder egentlig, at du fra starten bliver opfordret til at søge efter din drøm. Drømme har det imidlertid med at blive større efterhånden som du bevæger dig op på stigen og får et større overblik over mulighederne på de næste trin. Samtidig åbner anerkendelse for en række forskellige stiger som du kan vælge at bevæge dig op ad – alt efter din interesse, dine behov eller dine særlige talenter. I anerkendelse er det dig, der styrer din læreproces. Modellen for nærmeste udviklingszone kan bruges, men den er faktisk designet til at skulle bruges af læreren, som kender faget og dermed de næste trin på netop det fag.

Anerkendende ledelse, læring og pædagogik arbejde på en anden måde. Det er dit behov og dine ønsker – ofte skabt sammen med dem, du ønsker at skabe endnu bedre resultater sammen med – der afgør din nærmeste udviklingsretning og zone. Det betyder også, at du tit er sammen med folk med andre erfaringer end dig selv. Så kan I hjælpe hinanden, frem for at skulle lære alting selv og helt fra bunden.

Det får to meget vigtige konsekvenser. Den første er, at modellen med den nærmeste udviklingszone skifter udseende. Den ser snarere således ud.

Dels fordi de realistiske ambitioner stiger og dels fordi der er meget mere støtte fra omgivelserne på din vej op på stigen. Et af principperne i Appreciative Inquiry kaldes Udfordrende udsagn. Frem for at ønske at blive god til noget, skal du vælge at blive verdens bedste til netop det, du har interesse for, brug for og talent for. Den anden er at al udvikling styrkes ved at have helt urealistiske ambitioner på egne og fællesskabet vegne. Det styrker nemlig fællesskabets evne til at skabe det helt usandsynlige.

Hvis du ser på science fiction, som et eksempel på det usandsynlige. Jules Verne folk på undersøiske krydstogter og til månen i slutningen af 1800-tallet. Star Trek har været et at de væsentligste bidrag til teknologiudviklingen i hele verden. Din mobiltelefon er bare et eksempel. Den indeholder også drømmen om at døve kan kommunikere over lange afstande, så du bruger sikkert SMS-beskeder i din hverdag. Det er et lovkrav om, at døve skal kunne bruge telefon-systemet, der er baggrunden for det. En ret usandsynlig drøm.

David Cooperrider fortæller om et absolut middelmådigt hotel, som gerne ville være bedre til at drive hotel. De lukkede hotellet i en periode og indlogerede sig på et femstjernet hotel for at undersøge, hvad et femstjernet hotel gør. Derefter tog de hjem for at indføre det, de havde lært. Vi kender nogenlunde det samme fra Danmark. Udviklingshæmmede kan drive et hotel. Autister kan være fantastiske medarbejdere. Indvandrere har helt unikke kompetencer og talenter. Ordblinde har udviklet helt særlige sproglige kompetencer. De kan f.eks. finde rundt i landet uden at kunne læse.

De tør faktisk godt lære noget nyt, selv om de ikke altid har mange succesoplevelser med sig fra deres skoletid. Problemet er ofte, at vi andre ikke tør give dem lov til at lære alt det de kan og ønsker sig. Det er jo ikke realistisk! Dem der ikke ved, at det er urealistisk, viser os tit, at det faktisk sagtens kan lade sig gøre.